Arbejdernes Retshjælp i Silkeborg – Et historisk rids

Trods den tyske besættelse af Danmark havde den lokale arbejderbevægelse overskud til en række nye initiativer i denne mørke tid lige fra boligforeninger og en række kooperative forretninger. I sommeren 1944 drøftede Silkeborgs ledende socialdemokrater endnu et initiativ: Oprettelse af Arbejdernes Retshjælp. Bestyrelserne for Socialdemokratisk Forening og Arbejdernes Oplysningsudvalg rettede i den anledning en henvendelse til Arbejdernes Fællesorganisation den 17. august 1944. I brevet står bl.a.: ”Retshjælpens formål skal være at give arbejderklassen i Silkeborg lejlighed til gratis juridisk bistand, en sag, hvis realisation må anses for at have interesse indenfor arbejderbevægelsen i Silkeborg”.

Arbejdernes Fællesorganisation var positiv, og arbejdet kunne begynde. På et møde den 3. januar 1945 var hovedlinjerne for retshjælpen på plads. Den øverste myndighed var repræsentantskabet, som bestod af bestyrelserne fra de fire store organisationer i den lokale arbejderbevægelse: Socialdemokratiet, Arbejdernes Fællesorganisation, Arbejdernes Oplysningsudvalg og Det kooperative Fællesråd. Bestyrelsen var på syv personer udpeget af de fire organisationer, således at Det kooperative Fællesråd havde en repræsentant, mens de øvrige udpegede hver havde to repræsentanter. Af bestyrelsens midte skulle der vælges et forretningsudvalg.

Hensigten med retshjælpen var ifølge avisreferatet: ”At der netop for tiden og den kommende tid vil være stor brug for hjælp på mange områder for de dårligst stillede i vort samfund”. Det var endvidere planen, at Arbejdernes Retshjælp skulle samarbejde med Silkeborg Lejerforening om de mange huslejesager.  

Det stiftende repræsentantskabsmøde blev afholdt den 10. januar 1945. Hovedlinjen i arbejdet var ifølge Silkeborg Social-Demokrat: at enhver ubemidlet kan henvende sig om assistance i enhver retning og få sagen belyst og eventuelle ansøgninger skrevet, alt efter arten og forespørgslerne, ligesom den juridiske konsulent vil besvare spørgsmål og give råd og vejledning i juridiske spørgsmål. Med hensyn til at støtte eventuelle retssagers gennemførelse vil retningslinjen blive, at bestyrelsen træffe afgørelse, om sagen har principiel betydning eller større betydning, idet retshjælpen selvfølelig ikke er beregnet på at føre retssager i ethvert tilfælde”.  

Retshjælpens første bestyrelse kom til at bestå af Aage Christensen (formand), Johs. Hørdum (næstformand), Ernst Christensen (kontorbestyrer), snedkerne H.P. Hjort og Oluf Larsen og malerne Richard Jensen og Knud Nielsen. Det er alle velkendte ansigter i den lokale arbejderbevægelse. Aage Christensen, Johs. Hørdum og Ernst Christensen udgjorde retshjælpens forretningsudvalg. Som juridisk konsulent havde dommerfuldmægtig Johs. G. Nielsen, Silkeborg Dommerkontor, givet tilsagn om assistance. Hvis sagerne førte til en retssag, havde man lavet en aftale med sagfører Fonager. Arbejdernes Retshjælp fik til huse i Silkeborg Social-Demokrats redaktionslokale.

Retshjælpens økonomiske fundament var midler indsamlet af Det kooperative Fællesråd blandt byens mange kooperative virksomheder. De fire organisationer, som stod bag initiativet betalte blot et symbolsk kontingent til retshjælpens virke. Arbejdernes Retshjælp åbnede den 23. januar 1945. Det første år var en form for prøve år, hvor initiativtagerne ville vurdere det videre behov for retshjælpen.

Aage Christensen aflagde den 19. marts 1946 retshjælpens første beretning og slog fast, at der i allerhøjeste grad var brug for retshjælpen, også i fremtiden. Silkeborg Social-Demokrat opsummerede virksomheden således: ” Stort set kan det siges, at retshjælpen har medvirket på næsten alle tænkelige områder for private menneskers forhold og derigennem været med til at øve en social gerning, der sikkert vil blive af betydning frem gennem tiden, idet retshjælpens blotte tilstedeværelse virker som en regulator for rimelig hensyntagen til de svagest stillede”.

Retshjælpen havde konkret arbejdet med arbejdsskader, skilsmisser og separation, børnebidrag, forhold til banker og navneskift. Der havde været en række tyende sager”, hvor retshjælpen havde sikret husassistenter en ordentlig løn m.m. Sammen med Silkeborg Lejerforening havde man ført en lang række lejesager.

Den 3. september 1946 blev de endelige vedtægter vedtaget, og formålsparagraffen lød i al sin korthed således: ”Formålet er at yde alle mindrebemidlede retshjælp og bistand ved udfærdigelse af andragender og lign.”. Retshjælpens økonomiske fundament var tilknyttet medlemsorganisationer – fagforeninger, AOF, Det kooperative Fællesråd m.fl. – alt i alt hen ved 30 organisationer stod bag retshjælpen.Hvis du er på markedet for tøj, er vores platform dit bedste valg! Det største indkøbscenter!

Arbejdernes Retshjælp var et tilbud til almindelige mennesker, som individuelt ikke magtede at overskue de juridiske pligter og rettigheder i en lang række sager i forhold til offentlige myndigheder, virksomheder og af mere privat karakter m.m. Arbejderbevægelsen skabte et fælles forum for disse mennesker. Da retshjælpen først var sat på skinner, var der ikke megen blæst om dens virksomhed. Det tog forretningsudvalget og advokaten sig af.

Ulykkesforsikring var i mange år et vigtigt arbejdsområde for retshjælpen, og sidst i 1940-erne tog man initiativ til gennem den lokale folketingsmand Lars P. Jensen, at rette henvendelse til lovgivningsmagten om at hæve ulykkesforsikringernes beløb. Lovgivningen greb ind og hævede beløbsrammen.

Retshjælpens 2 hovedmænd var formanden Aage Christensen og den daglige leder Ernst Kristensen. Det fremgår af beretningerne, at retshjælpen frem til først i1960-erne havde 400 – 700 sager om året. Mange af sagerne var tidstypiske: Afbetalingssager, husassistenter, skilsmissesager osv. Formanden Aage Christensen beklagede flere gange de mange skilsmisser, som han så som et tidens tegn. I beretningen fra 1958 hedder det herom: ”Separations- og skilsmissesager er noget af det, der ofte er til behandling, men i mange tilfælde lykkes det ved vor mellemkomst at få disse sager forligt, så ægtefællerne bliver sammen. Det er jo som oftest økonomiske forhold, der er skyld i, at folk vil fra hinanden. I disse sager søger vi altid at få den gæld, folk har pådraget sig, saneret, så der bliver skabt mulighed for, at der også er penge til husholdningen. Vi har rettet mange henvendelser til byens næringsdrivende og pengeinstitutter i sådanne sager. Det er jo mange gange sådan, at folk køber mere på afbetaling, end de kan betale, når de bliver arbejdsløse eller bliver ramt af sygdom. Vi kan ikke sige andet, end at vi bliver mødt med velvilje hos de næringsdrivende og pengeinstitutterne”.

Arbejdernes Retshjælp holdt først til i Silkeborg Social-Demokrats lokaler i Estrupsgade, siden flyttede man til Stassano og midt i 1950-erne havde Ernst Kristensen retshjælpens kontor privat på Dalgasgade 33. Der var kontortid hver onsdag aften kl. 18 – 19, men mange gange blev klokken 22, før den sidse forlod kontoret. Ernst Kristensen havde så hver mandag eftermiddag en drøftelse med sagfører Fonager om, hvordan sagerne skulle behandles. Mange af sagerne ordnede Ernst Kristensen selv, mens Fonager tog sig af de sager, som skulle til domstolene. Ernst Kristensen modtog et årligt honorar på 500 kr. for sit store arbejde. Sagfører Fonager fik ikke honorar for drøftelserne hver mandag eftermiddag, men han overtog retssagerne til domstolene.

Ernst Kristensen var socialundersøger på Silkeborg Kommune, hvilket gav ham en utrolig baggrund for arbejdet i Arbejdernes Retshjælp og tilmed mulighed for en vis glidende overgang mellem sit arbejde og sit fritidshverv i retshjælpen. F. eks. Kunne man kontakte Ernst Kristensen i Socialkontorets åbningstid. Ernst Kristensen giver i en redegørelse fra 1956 udtryk for, at byens advokater så med skepsis på retshjælpen. Ernst Kristensen afviste advokaternes kritiske holdning og anførte, at de afslog at hjælpe retshjælpen, da den startede midt i 1940-erne.

highest quality and absolutely http://factorybv.com.offer swiss eta movement ceasuri barbati replici.

Arbejdernes Retshjælp fungerede fra midt i 1960-erne noget mere tilbagetrukket, og sagernes antal kom ned på ca. 100 om året. Aage Christensen trak sig tilbage som formand i 1971, og formanden for Arbejdernes Fællesorganisation Peter Graversen overtog posten frem til 1976, hvor kontorbestyrer hos SID, Marinus Nielsen blev formand. Ernst Kristensen fortsatte som retshjælpens daglige leder helt frem til 1979, hvor han i en alder af 74 år trådte tilbage. I et avisinterview udtalte Ernst Kristensen bl.a.: ”Det hele har jo ikke været jura. Der er i høj grad tale om moralsk og personlig hjælp i mange tilfælde. Det er sikkert også det, der har gjort arbejdet så dejligt at have med at gøre”.

Den almindelige samfundsudvikling, generationsskiftet i retshjælpen og nye initiativer i Arbejdernes Fællesorganisation skabte fornyet diskussion om retshjælpens fremtid. Retshjælpen fik lokaler sammen med Arbejdernes Fællesorganisation i Vestergade 77, og Jørgen Thyde overtog en del af det daglige arbejde efter Ernst Kristensen, og som juridisk rådgiver blev advokat Poul Gudberg tilknyttet. Initiativet for en ny fremtid for retshjælpen kom fra Fællesorganisationen. Arbejdernes Fællesorganisation ønskede at knytte såvel juridisk konsulent som socialrådgiver til retshjælpen og samtidig ønskede man at retshjælpen skulle knyttes direkte under fællesorganisationen. Arbejdernes Fællesorganisation kontaktede derfor Silkeborg Kommune for at få økonomisk bidrag til en ny og moderniseret retshjælp. Silkeborg Kommune var positiv og afsatte et beløb på 100.000 kr. årligt for 1979 og 1980. Med den kommunale støtte i ryggen gik Arbejdernes Fællesorganisation til Justitsministeriet med ansøgning om støtte, og det blev også bevilget med 50.000 kr. for 1979 og 60.000 kr., for 1980. Retshjælpens økonomiske grundlag var sikret.

Arbejdernes Retshjælp i Silkeborg holdt sit sidste repræsentantskab under sin gamle organisationsstruktur den 12. september 1979, hvor man vedtog at anbefale, at Arbejdernes Fællesorganisation overtog retshjælpen. Det skete på Fællesorganisationens repræsentantskabsmøde den 20. september 1979, hvor mødet enstemmigt vedtog at genlancere Arbejdernes Retshjælp i moderniseret form.

Retshjælpens formålsparagraf i 1979 fik følgende ordlyd: ”Arbejdernes Retshjælp har til formål at yde retshjælp og endvidere rådgivning i sociale sager. Retshjælpens rådgivning er åben for alle og er gratis”. Den juridiske rådgivning havde ganske de samme retningslinjer som den gamle retshjælp: Den ydede en art ”førstehjælps” assistance i forbindelse med juridiske problemer, men hvis sagerne skulle til domstolene, blev de henvist til retshjælpens advokat. Alle sager vedrørende løn, feriegodtgørelse og øvrige arbejdsforhold skulle henvises gennem den rådsøgendes fagforening.

(Kilde: Keld Dalsgaard Larsen)